Kraniosakral-terapi er en meget blid men dybtgående manuel behandlingsform, som arbejder med kroppens egne ressourcer med det sigte at påvirke kroppen til selvhelbredelse. Behandlingsformen bygger på, at kroppen bliver “hørt og imødekommet” ved, at terapeuten med sine hænder “lytter” til mærkbare rytmer og bevægelser i kroppen. Disse rytmer eksisterer livet igennem. Terapeutens respektfulde måde at møde kroppen på gør, at kroppen aktivt slipper sine bevidste og ubevidste spændinger. Alt i kroppen består af celler, og hver celle er en del af vores energisystem. Derfor kan al manuel terapi, herunder kraniosakral-terapi, betegnes som arbejde med det enkelte menneskes energi og kroppens egne ressourcer.
Kraniosakral-terapien arbejder med knogler, membraner (hjernehinder), cerebrospinalvæske (hjernevæske), muskler, bindevæv og organer og har hermed indflydelse på nerve-, hormon- og immunsystemet og har dermed en effekt på hele kroppen.
Som klient kan du forvente, at behandlingen indledes med en samtale om, hvad du ønsker behandling for samt journal-optagelse. En behandling varer ca. 1 time, hvor du ligger afslappet på en briks, mens jeg med nænsomme berøringer løsner op for spændinger og blokeringer, (især omkring hoved, rygsøjle og bækken). Du vil ofte opleve en dyb afspænding – en nærmest meditativ tilstand.
Mennesker i alle aldre kan have gavn af kraniosakral-terapi.
Erfaringer viser, at kraniosakral-terapi har en positiv effekt på lidelser som:
- Hovedpine og migræne
- Piskesmæld og hjernerystelse
- Muskelspændinger
- Ryg- og nakkesmerter
- Stress-symptomer
- Angst
- Søvnbesvær
- Hormonubalancer
- Choktilstand
- Bækkenløsning
Der er ikke som sådan nogle bivirkninger ved kraniosakral-terapi, men som reaktion på behandlingen kan du opleve en efterfølgende udrensning af kroppen med forbigående smerter og træthed. Dette er mest udtalt de første par døgn efter behandlingen. Disse reaktioner er tegn på, at kroppen arbejder videre efter behandlingen.